tirsdag den 26. januar 2016

Søkoglaks, sivsko og karklude

I lørdags var der igen træf i flettekredsen, og denne gang havde vi besøg af Lilia Birch fra Randers Fjordcenter. Hun gav en spændende fortælling om livet i Uggelhuse, og en opvækst i en familie der ernærede sig som sivflettere. Og vi fik en indsigt i arbejdet med sivfletningens kunst. Heldigvis fik vi også afprøvet med egne hænder, et fantastisk materiale som kan bruges til en masse.


Her et udpluk af de medbragte arbejder.


Lilia's egne sivsko fra hendes barndom, utrolig holdbare og fine.


En fodskammel i sivflet - fra kirken i Virring, hvor man i sin tid havde fodskamler til alle kirkegængere, for at gøre gudstjenesten mere komfortabel, og modstå fodkulden.


Jeg fik afprøvet fletning med 5 og 7 siv, samt sammensyning og snoning af tovværk. Det ser ikke ud af så meget, men dejligt at have materialet i hænderne.
Så håber vi lidt på at få besøg af Lilia igen når vi nærmer os jul, så vi forhåbentlig kan prøve at flette en julebuk.

Lidt januarhæklerier bliver det også til, når håndboldkampene ikke er alt for sindsoprivende. Karklude kræver ikke det største opmærksomhed. Den foreste er vævehæklet fastmasker og luftmasker. Den midterste er skiftevis fastmaske og stangmaske forskudt hver omgang. Det er begge teknikker jeg har prøvet flere gange. Men den bagerste er lavet af halve stangmasker, der kun hækles i bageste løkke. Den er ny for mig - jeg synes det giver et meget flot forløb. Metoden er hapset fra et sjal mig søster var igang med at hækle.





fredag den 22. januar 2016

Mig og min Ipad

Hvor har jeg dog meget fornøjelse af min Ipad, det er utroligt hvor meget man egentlig kan bruge den til. Alt hvad jeg hører af musik er næsten fra min Ipad, og ind imellem hører jeg også en lydbog - utroligt nemt at sidde hjemme i sofaen og vælge. Og min lille Gizmo højttaler klarer det meste.


Lige nu lytter jeg til "En mand der hedder Ove", den tegner til at blive god. Og ellers ser jeg jo også af og til gamle tv udsendelser på min ipad, jo den er i brug hver dag.
Igår skulle jeg bruge et lysbord, da jeg skulle tegne et mønster over på en serviet.... google ... lysbord ... app lighttabel ...altså det er da nemt.




Hyggeligt med lidt blomstersyning på gamle stofservietter. Jeg var godt nok igang med vintergækker som passer til årstiden, men endte med marguritter som jeg synes passer fint med den gule klat franske knuder.
Udenfor har frosten bidt sig fast. Så jeg har fyldt et par balloner med vand, og fået et par smukke lygter ganske gratis :-)




mandag den 18. januar 2016

Det er hvidt derude og hvidt genbrug

Dejligt at der endelig er kommet lidt sne, det lysner på udsigten. Der er temmelig koldt og vandet i åen er ved at være stift. Det er kun det sidste område inden stemmeværket der er frosset, så jeg er sikker på at isen er usikker, men flot er det nu. Der har været vinterer hvor man kunne skøjte på åen, det kan jeg ikke huske. Men det kunne være sjovt at prøve - skøjterne er klar hvis frosten bider sig fast.


Jeg har været en tur i genbrugsbutikken, dels for at kigge efter dmc brodergarn og dels for at finde hvide stofservietter. Jeg var heldig, der var både garn og servietter og en hvid dug. Det koster ingen penge, næsten.. så der er råd til det går i fisk. Min plan er at brodere, måske hvidt på hvidt. Der spøger også noget mega museslmalet i mine tanker, ideer er der nok af. Det er mest fritid jeg mangler.



mandag den 11. januar 2016

En længe ventet sildebenshank

Jeg fik flettet en enkelt rund kurv i min juleferie, siden da har den stået udenfor og ventet på en hank. En hank kan gøre kurven færdig, harmonisk og hel... men en hank kan også ødelægge et ellers pænt flettearbejde... og da jeg jo har været lidt udfordret på teknikkerne og rutinen det sidste år, har den altså stået og ventet på tid og mod. Nå men det gik jo egentlig meget smertefrit trods alt, og jeg syntes den klæder kurven.


Jeg har også fået strikket en poncho færdig, og afleveret som fødselsdagsgave til min svigerdatter. Håber den bliver brugt nu hvor det er ved at være koldt. Dejligt strikkearbejde, som går rigtig hurtigt på pinde nr. 7.


I tirsdags var jeg på Skals, som sædvanligt rigtig hyggeligt. Jeg syer på dækkeservietter som snart er færdig, og så kommer der da også et billede af det. Ellers blev vi sendt hjem med en udfordring, vi skal igang med at sy puder, og tankerne om design og teknik kører på fuld tryk. Jeg mangler en aflang pude 30x60 cm til min lænestol. Jeg tænker på noget med en flok stære... så der googles og tegnes og tænkes videre.


torsdag den 7. januar 2016

Ny toilettaske i brugervenlig design

Jeg har fået syet en ny toilettaske i tekstilvoksdug. Mønster og idé er igen fra Skals. Det er faktisk en rigtig dejlig størrelse i højformat, så shampoo osv. kan stå oprejst. Der er sort foer, og et par indv. lommer også i højformat, der lige passer til tandbørsten. Den er afprøvet, og jeg tror bestemt også den  er godkendt - nu skal jeg bare lige finde en ferie...


Så har jeg givet mig selv en forsinket julegave, jo det synes jeg rigtig godt om. Den kom med posten igår - og levede helt op til forventningerne. Sikken en dejlig bog, smukke broderier, dejlige billeder
og opskrifter på lækre kager osv. der skal prøves. Heldige mig. Bogen er fra Elins broderier.





søndag den 3. januar 2016

Pilehøst og suppetid

Så blev det endelig rigtig vintervejr, kulden bider i kinderne og så skal vi jo ud og høst pil :-)
Idag har jeg været i Katsig bakker for at høste pil sammen med 3 andre pileflettere. Rigtig dejligt at komme ud i den friske luft, og vi kunne fint holde varmen når bare vi arbejdede.
Set fra sofaen er det jo en kold tur, men skønt når man hopper i tøjet og kommer afsted. Og der er så meget flot pil, som bare venter på at blive klippet. Der er skønt i bakkerne, og vi fik besøg af en hel flok heste.


Vi fik klippet rigtig meget, jeg tror der er over 100 kg i bilen, som vi dog er 2 til at deles om. Og det bliver nemt at sortere, da det er begrænset med sideskud.


Nu står det og pynter udenfor, og venter på en fridag hvor det skal sorteres i længder, og stilles til tørre.


Dejligt at komme hjem i varmen, dejlig suppe og en pind i brændeovnen. Så er ferien ved at være slut, imorgen ringer vækkeuret til et nyt år på arbejde.