onsdag den 13. december 2017

Juleinspirationstur til Tille's

Sidste torsdag var søster og jeg på tur til Tille's. Vi havde booket plads på en aften med juleinpsiration. Vi havde ikke været der før, så spændte var vi. Det blev en rigtig hyggelig aften, præcis som vi havde håbet. Der var masser af inspiration og gode ideer.
Jeg fik købt et par ting, om kom igang med at brodere et fint lille juletræ på hvid hørstof.
Jeg var så heldig at vinde en konkurrence, præmie et gæstehåndklæde (der nok skal lidt borderi på) og en dejlig bodyscrub.
 Juletræet er færdigt, men det er så fint så jeg tror det tåler en gentagelse.
Men jeg glæder mig også til at brodere det store juletræ, som jeg fik overført. Det skal være en lille julepose til hemmeligheder.

mandag den 11. december 2017

Ærgerlig, ærgerlig, ærgerlig

Jeg har som før nævnt været igang med at strikke fingervanter. Det skønneste blødeste minkgarn er blevet omsat til et par fine fingervanter. Alfiens opskrift var let at gå til, og utrolig velskrevet. Ingen tvivl eller slinger i valsen.
I torsdags blev den sidste tråd hæftet, kulden var kommet og vanterne blev straks taget i brug. Et billede blev skudt lige på falderebet.
Fredag formiddag var vanterne med på julegaveindkøb, og vips væk var de da jeg kom hjem. Et par opkald til butikker gav intet resultat. Daaaam it, jeg var godt nok ked af det. Nu er der kun kolde fingre og et billede tilbage...




Nå op på hesten igen, nyt garn er indkøbt og jeg er igang igen. Og nu kender jeg oven i købet opskriften.

onsdag den 6. december 2017

Julemarked 2017

Sidste weekend var jeg på julemarked på Sæbygaard slot, et rigtig flot og hyggeligt sted, hvor man ikke kan undgå at komme en lille smule i julestemning. Fredag var jeg inde og stille op, og der var mørkt inde jeg var klar til at køre hjem. 
Jeg havde igen et telt inde i slotsgården, så jeg var glad for at vejret var nogenlunde mildt. Og det gik heldigvis fint med at holde varmen, med diverse lag varmt tøj.
Jeg havde taget kæmpekurven med, og fyldt den med gran og gaver - bare som blikfang, hvilket også blev kommenteret mange gange i løbet af weekenden.
Den skønne kælk havde jeg lånt, super fin lille trækælk, der oven i købet kan klappes sammen. Sådan én mangler jeg.

Det er så sjovt at stille tingene op, for forsøge at få skabt en stemning, som gør at folk har lyst at kigge ind.
Jeg havde arbejdende værksted undervejs, hvor jeg faktisk fik flettet det meste af en brændekurv.




En rigtig hyggelig weekend, hvor jeg heldigvis også fik afsat mange kurve. Så nu er der plads til at flette nyt :-)

mandag den 27. november 2017

Bløde værdier

Jeg modtog den skønneste pakke i lørdags. Jeg var heldig at vinde en auktion på FB, i en broderigruppe, så jeg tror jeg har nok broderigarn i mange mange år. 165 dukker (ja det tror jeg det hedder) jeg har det som et barn i en slikbutik. En fornøjelse at pakke ud, og gå og nyde alle farverne.
Jeg har været i byen og købe et enkelt bundt minkgarn, hold nu op det er blødt og lækkert. Rigtig svært at gengive på et billede, farven er armygrøn.


Jeg har været på jagt på nettet for at finde en opskrift til et par fingervanter, som garnet skal bruges til. Og det er nogle helt bestemte vanter jeg tænker på. Min gamle farmor var en super dygtig strikker, og jeg mindes hendes vanter, altid det samme mønster, altid sirligt og pænt lavet.
Jeg søgte "fingervanter" og fandt til min store glæde mønster på "mormor vanter", som viste sig at være helt identiske med mine "farmor vanter". Det var hos Alfien, så med et par hurtige klik var opskriften i mailboksen. Jeg er i fuld gang, en dejlig velskrevet opskrift, så jeg håber det ender godt.
Her et billede fra Alfien, mine vanter følger senere :-)


Jeg har lige gjort et par nissehuer færdige til pigerne. Garn fra lageret blev hentet frem, opskrift fra Stof og Stil, og vupti var den røde nissehue færdig. Ærgerlig over at jeg ikke havde nok rødt garn, indtil manden foreslog at strikke en omvendt. Selvfølgelig tænker jeg bagefter :-) og forsyner huerne med grå og røde kaninkvaster. Gad vide hvor der findes røde kaniner??










søndag den 19. november 2017

Opsamling fra en stille søndag

Jeg er blevet færdig med en trøje. Det er Struktur af Reggina Moessmer. En skræmmende opskrift med hele 9 sider og masser af mærkelige forkortelser. Men da jeg kom igang var det nu ikke så svært. Og det fantastiske her er monteringen, eller mangel på samme.. det er faktisk kun ender der skal hæftes, det er lige noget for mig. Jeg er super godt tilfreds med resultatet, tror den skal blive godt brugt nu kulden har meldt sin ankomst. 
Eneste rettelser i forhold til opskriften, jeg har strikket den lidt længere bagpå, ærmerne er lavet lidt smallere på nederste stykke, og jeg har lavet hestetømmekant i halsen.


Flettes skal der jo også, denne weekends kurv er asymetrisk med hank af troldhassel, og sideflet i blandede farver.
Vinteren er vist lige om hjørnet nu. Vinden er gået i nord, og det giver et rigtig friskt pust ved stranden. Dejligt med årstidernes skiften, jeg ønsker mig lidt mere kulde, lidt sne og sol. Haven er klar, de frostfølsomme planter er pakket ned under vintermåtter eller sat i kælderen.



onsdag den 15. november 2017

Sangkuffertopgradering

Yngste barnebarn Vilja fik en sangkuffert sidste år ved juletid. Det har været en succes, både hun og storesøster griber den ofte, for lige at synge en sang. Så nu skal der lidt nyt deri, det er blevet til en "snemand frost", "æblemand" og en elefant der kommer marcherende. Der er så mange muligheder, og jeg tror ikke jeg er helt færdig endnu... børnesangene myldrer frem i tankerne.
Opskrifterne Googles, og der er ingen grænser her.

torsdag den 9. november 2017

Flere fletterier til julemarked.

Et par nye ting til lageret. Den runde kurv er flettet med sideflet af ørkenpil, det gør den til noget ganske særligt. Det sidste fra lageret, håber virkelig at jeg kan være heldig at købe lidt når der igen har været høst. Der er ikke mange der dyrker den, så det er med at være hurtig når chancen byder sig.
Fuglehuset gav sved på panden. Jeg kæmpede igår med udhænget.... og da jeg var færdig kunne jeg så konstatere at det var alt for stort. Øv - hurtig beslutning, saksen i kanten, pille op og igang igen. Det blev heldigvis bedre i 2. forsøg. Og jeg gider ikke stå med noget jeg ikke er tilfreds med.




onsdag den 1. november 2017

Lidt kongelig har man vel lov at være...

Mit broderi af bagerkringle og kongekrone er færdig, det har været et rigtig hyggeligt projekt. Her hvor de blå prikker stadig er synlige.
Efter et bad i hvid eddike, forsvinder prikkerne. Og en gang strygning gør underværker. Klar til bagning af mange brød. Det skal bruges som hævestykke.
Jeg har også haft en dags tid ved symaskinen, hvor der er blevet syet poser. Stærkt inspireret af Annes indfald 
Det er skønt at lave noget af det der ligger på lager, så 3 poser med foer og snørrelukning er klar til brug. Tanken er de kan bruges til strikketøj eller andre småting, når de skal med i en kurv. Så er det skønt at private ting kan være gemt af vejen.
Der er mange muligheder, så jeg tænker også det er skønt at have lidt på lager, når der skal bruges en lille gave.
Det var jo en god anledning til at tage nyt værktøj i brug. Jeg var så heldig at få rulleskærer, skæreplade og linial i fødselsdagsgave. Det er en fornøjelse at arbejde med, og jeg kan undre mig over hvordan jeg har kunnet undvære det.





mandag den 23. oktober 2017

Bare lige én stribe mere..

Jeg er gået igang med mit broderi fra Tilles. Et hævestykke med en bagerkringle - og det er bare så hyggeligt at sidde med, og se den sjove effekt af de broderede striber. Bare lige én stribe mere, det er lidt svært at slippe.
Broderiramme og luplampe er nødvendigt grej til arbejdet, men så kører det også bare derudaf.

Ellers har jeg haft "travlt" med at være på ferie. En uge i sydens sol, hvor der er ladet op på alle batterier. Jeg har været i Side i Tyrkiet, på et lille bitte hotel helt inde i byen. Nydt solen, vandet og den gode mad, og bare sidde og nyde udsigten :-)


mandag den 9. oktober 2017

Forklaring på manglende blomstring

Jeg plejer at have stor glæde af mine Acapantus planter. 3 store potter går jeg og passer på. Men i år har jeg kun fået 2 blomster, sikken en skuffelse i forhold til tidligere år med mere end 50 blomster.
Forleden fik jeg dem så vristet ud af potterne, hvor den ene potte knækkede... øv. Når jeg ser på indholdet forstår jeg da godt jeg ikke fik blomster. Frem med spaden og dele dele dele. Hver plante er nu delt i 4, som bliver plantet to og to igen i god ny muld. Det giver et vist overskud, som er skønt at kunne forære væk. Og så tror jeg lige jeg skal ud og finde to nye store potter.
Og så vil jeg glæde mig til næste år. Ved nærmere eftertanke tror jeg heller ikke de har været plantet om siden 2014, så det er vel ikke så mærkeligt.

søndag den 8. oktober 2017

Ugens fletterier.

Jeg har haft en bunke pil i fryseren som er kommet op. Det er tiden at få flettet lidt til årets julemarked, så der er brugt et par aftner og lidt af onsdagsfridagen til det. Der er stadig pil derude, og en hel søndag uden planer, så det er da vist bare at komme igang igen :-)





fredag den 29. september 2017

Pil, bark og bæredygtig genbrug

Ja som overskriften lover, sker der lidt af hvert her i butikken.
Sidste weekend var jeg sammen med flettekredsen i Himmerland, skønt når det lykkedes at samle flokken. Det er en flok kreative kvinder, der også har gang i mange ting, så det er et kæmpe inpsirationsforum.
Denne gang flettede jeg i ganske tyndt pil, så jeg var på udebane. Men faktisk er jeg super godt tilfreds med resultatet, der er noget let over det når pilen ikke er for tyk. Læderhank købte jeg på pilefestival, så den var nem bare at montere.
Bunden er lavet på en ring, og flettet som en fransk ostebund. Heller ikke noget jeg gør så tit, men den virker altså godt. Bliver rimelig lige og regelmæssig.

Så har jeg været ude i noget bæredygtigt broderi. En idé fra Pinterest som overhalede alt andet indenom. Sådan er der bare nogen ting der skal laves straks.
Et indkøbsnet, model efter brugesens egen design. Et par gamle cowboybukser, 3 m gjordbånd, lidt broderitråd - og et par meget hyggelige aftner senere.
Lidt dårlig billedkvalitet - men solen skinnede (ja det var rigtig nok)





For et par uger siden var jeg til kreativ aften hos en god veninde i byen. Hun er ganske skrap til bark flet, så det var menuen. Jeg lavede en beholder ud af 2 kæmpe stykker bark, der er syet sammen i bunden. Toppen er syet fast på en ring med flækket pil. Beholderen er syet sammen i de 4 sider med barkstrimler. Den har stået til tørre udstoppet med aviser og brosten. Den store revne er kommet i tørringen.. overvejer lidt om hullet skal stoppes med et par tynde barkstrimler... måske skal den bare ha lov at være sådan.


torsdag den 21. september 2017

garn, tråd, uld, stof......

Ja det er vist råstofferne i dette indlæg, selv om der også har været pil og bark i hænderne.


Endelig er jeg blevet færdig med håndledsvarmerne i vævestrik. Ikke at det ser ud af ret meget, men når det er strikket med 3 forskellige farver tynd uld, sammen med en helt tynd følgetråd, så giver det altså en del fugleredearbejde. Resultatet er jeg godt tilfreds med, at vi er nået til årstiden er jeg knap så tilfreds med.


Sidste uge var jeg en tur i Hallund på et lille aftenkursus hos Filtestedet. En skøn aften, der virkelig giver lyst til mere uld i livet. Et fantastisk materiale at have i hænderne.
Det blev til et cover til min Ipad, der lige mangler en magnetlås. Og så tror jeg den store keramikknap er landet hvor den skal være.

Jeg nåede også lige at lave en lille auberginefarvet pung / ting. Den har fået lynlås og et lille broderi - og skal vist sendes afsted som et lille gave, med noget lækkert indeni.

Jeg har været i gang med Annette Danielsen's søde Nussemus - opskriften ligger gratis på nettet, og er slet ikke til at stå for. Disse to har fået en lille madras og pude, nu venter de blot på endnu et tæppe, og pludselig skal nissen forbi ved børnebørnene. Jeg vil så gerne at weekendgaver i december kan være hjemmegjorte, og så skal man jo være på forkant.

Ugen bød også på en aften i godt selskab og noget bark af en dimension jeg ikke før havde haft i hænderne. Lige nu er det stillet til tørre med et par brosten og aviser - så derfor må billedet vente lidt.



søndag den 17. september 2017

Mit arbejdsværelse flyder over med igangværende projekter

Det ses tydeligt på mit arbejdsværelse at der arbejdes på mange fronter. Uld, garn, stof og bark ligger i store bunker. Og så ligger pilen og fylder i kælderen - idag er det regnvejr, så skal der vist være sydag. Skønt med alle projekterne, og engang imellem bliver noget også færdigt.
Jeg tog saksen ibrug på min trøje fra sidste år. Det er en lækker trøje, den var bare for lang. Det kræver lidt tilløb med saksen, men en go beslutning. Nu er der strikket ny mønsterbort og hestetømmekant. Trøjen er vasket, og vil helt sikkert blive slidt mere på den kommende tid.
Jeg har også være igang med pilen igen. Sidste weekend blev der flettet STORT. Det vil sige det pil der er mega langt og tykt skulle i spil. Hele 14 dages opblødning i åen (alm. Størrelse pil blødes op på 7 dage) og jeg ved ikke hvor mange kilo der blev slæbt op. Heldigvis var vi 3 om projektet.
Jeg smugstartede nogle dage i forvejen, da det kræver temmelig mange kræfter med så stort et projekt.
Sider blev flettet på sidste lørdag søndag med hjælp fra børnebørnene.

Kanten blev lagt i ugen.
Og igår lørdag, nød jeg det fantastiske vejr med at sætte to fede greb på kurven.
Et rigtig sjovt projekt. En kæmpe stor kurv, som ikke engang kan komme ind af en dør... hvorfor?
Det var vel egentlig bare udfordringen der fristede. Så må jeg se hvad der så kommer til at ske med kurven, men et stort blikfang er heller ikke værst.
Uld og garn følger i næste indlæg.



onsdag den 6. september 2017

Lidt af hvert

Mit job foregår på byggepladser rundt i landsdelen, spændende når udsigterne er forskellig fra byggeri til byggeri. Et vigtigt arbejdsredskab er blevet iPad, hvor alle projektoplysninger er let tilgængelige, og alle opgaver skal registreres. Mit nuværende projekt foregår i højden... etage 7 - 10, det kan godt være en udfordring når al adgang foregår via byggehejs - en blikkasse på en stålmast.. jo jo det er sikkert nok, men man skal lige vænne sig til det. Hejset skal betjenes med to hænder, tit anvender jeg også tommestok, vaterpas og lign. Og så er iPad'en til besvær, og jeg er bange for at tabe den. Så noget måtte der findes på.. løsningen kom da en af håndværkerne kom til at bestille alt for små bukser :-) dem fik jeg med hjem, og har grublet lidt over hvad det kunne blive til.


Søndag fik jeg klippet bukserne godt og grundigt i stykker, symaskinen kom frem, og nu kan jeg optræde sikkert på byggepladsen med tasken over skulderen. Den er taget i brug, og jeg kan mærke at det bare fungere. At jeg så også har kunnet tømme mine lommer for tommestok, tusch, kridt, snor og hvad ved jeg er bare en ekstragevinst.

På min vej hjem fra arbejde passere jeg en vejbod hvor man kan købe buketter til 40 kr. Jeg fik holdt på bilen i fredags, og fik en hyggelig snak med fruen der gik og plukkede i det mest fantastiske bed. Smukke buketter, som jeg allerbedst kan li dem fra haven. Det skal vist være en torsdags eller fredags tradition så længe det er muligt. Jeg må indrømme at jeg synes mange købe buketter er en smule kedelige - og så savner jeg vel lidt det at kunne plukke i egen have.


 Jeg har fået flettet lidt mere bark. Jeg så en rigtig flot model på årets tur til Pilefestival, som lige måtte afprøves. Den er da vist blevet fin - tror den egner sig til et par lækre stykker chokolade.
 I år er der jo 25 års jubilæum i pileforeningen, så alle sejl var sat for at skabe en fin Pilefestival. Den foregik denne gang i Fængslet i Horsens, en dejlig weekend, hvor der blev snakket med alle de pilefolk man efterhånden kender. Trods udfordringer af vejret var det et par skønne dage, og Fængslet er et spændende sted at være.


torsdag den 31. august 2017

Ny opdagelse, giver forhåbentlig flere indlæg på bloggen.

Pludselig kan kan jeg sætte billeder ind fra min telefon. Jeg har længe haft problemer med at sætte billeder på indlæg via min iPad, og derfor er der blevet så langt imellem nyhederne herfra.
Men nu ser det ud til at kunne fungere med billeder fra telefonen. Ja, jeg fatter det altså ikke - hvorfor jeg så ikke kan bruge dem fra iPad. Men for mig er det bare letter at bruge iPad i det daglige..

Jeg har flettet lidt med bark, en lille firkantet servietbox tror jeg det ender med at blive.


Jeg har også boltret mig lidt i haven. Et stykke bar jord har stået og fristet nogen tid. Et par besøg i åbne haver gav blod på tanden. Så jeg har været på indkøb. Stjerneskærm, røllike, SanktHans urt, alunrod, sommerfuglebusk og røde græsser. Det bliver et bed med dyb rød og violet tone. Håber det bliver godt, jeg er for nærig til at fylde det helt ud, jeg ved jo hvor hurtig stauder breder sig. Så næste sommer fylder jeg nok lidt sommerblomster imellem. Og så skal jeg lige på tulipan indkøb, så der er tidlige blomster. Skønt at komme i jorden igen.
Isfuglen gjorde lige visit igen idag. Skønt at se den igen. Jeg var lidt bekymret for om den gad besøge den nye terrasse, men det kan jeg se den gør. Den sad der nok i 10 min. og kiggede i vandet efter noget spiseligt. Selv om det lige nu ser lidt unaturligt ud, da jeg bløder bunker af pil op.